Apriludstillingen

Pia Birkholm

Uddannelse:
Askov Jensens Tegneskole, Glyptoteket 
Århus Amt
Det jyske Kunstakademi hos Hasse Juul

Offentligt repræsenteret:
Århus Amt
Ribe Amt
Nordjyllands Amt
Gladsaxe Kommune
Kjellerup Kommune
Aalborg Universitet
Frederikshavn Kunstmuseum
Frederikshavn Gymnasium
Ranum Seminarium
Nørresundby Gymnasium
Fjerritslev Rådhus
Fjerritslev Gymnasium
V.U.C. Brønderslev
V.U.C. Hjørring

Udvalgte Separatudstillinger
Galerie Birkdam, København, 1984 & 1987.
Galleri Gerly, København, 1990, -92, -94, -97, -99 & 2002
Billedværkstedet, Brovst, 1983 & 1988
Galleri Krøyer, Havndal, 1989,1992 & 1997
Galleri Ved Aaen, Århus, 1985
Folkets Hus, Varberg, Sverige 1990, 1995 og 2000
Frederikshavn Kunstmuseum. Retrospektiv 2000
Galleri Jakobsen,2001, 2006

Udvalgte gruppeudstillinger:

K.E. 1977, 1978, 1979 & 1980
K.P. 1978, 1979, 1980 & 1981
Charlottenborgs Forårsudstilling 1978
K.S 1977, 1978 & 1979
Nicolai Kirke 1978 & 1980
Vrå-udstillingen (som gæst) 1980 & 1981
Galleri "Ti", 1984 & 1998
Aalborg Kunstpavillon 1984 & 1999
Den frie Udstillingsbygning "Landet i dag", 1986
Skovhuset, København, 1987
Gruppe 80 på Vrå, 1980-1997
Kunstnernes Hus, Visby, Gotland, 1989
Charlottenborg, Foreningen for dansk Kunst, 1989
Galleri Malling, 1991
Århus Kunstbygning 1995
Nordisk Landskab, Vandreudstilling, Sverige, Norge,
Danmark og Spanien (Barcelona og Valencia) 1994-95
Billedværkstedet, Brovst, 1988, 1992, 1995, 1997 & 2002
Filosofgangen, Odense, 1995
Sønderborg Slot, 1999

Kunstmuseer:
Hjørring Kunstmuseum 1979, 1995 & 1999
Frederikshavn Kunstmuseum -79, -81, -89, -90, - 91, 2000
2003,2005,2006
Haderslev Museum 1981
Vejen Kunstmuseum 1986
Ribe Kunstmuseum 1988
Varberg Kunstmuseum 1995

Kunstforeninger bl.a.
Carlsberg, Den Danske Bank, Nationalbanken, NKT,
Gladsaxe Rådhus, Nr. Nebel Rådhus, Frederikshavn
Rådhus, Århus Rådhus, Skagen Rådhus, Kjellerup
Rådhus, Nordjyllands Amtskommune, Kommunedata,
Aalborg Universitet, Det ny Kastet, Thisted.

Årets Kunstner på Århus Rådhus 2006

Legater tildelt af Akademirådet:
Carlsons Præmie 1979 & 1980
Carlsons Mindelegat 1980, 1981 & 1982
Konows Legat 1980
Hammanns Legat 1981

Andre legater:
Statens Kunstfond 1987 & 1990
Landskabsmaler C. Gotfredsens Legat 1992
Irgens-Berghs Legat 2001
BG-Fonden. Paris 2001
Statens Kunstfond, Paris 2002
Skandinavisk Forening, Rom 2003
Tuborgfonden, Rom 2003
San Cataldo 2005
Arne Meyers Legat 2005
Det Danske Institut i Rom 2005
Dronning Ingrids Romerske Fond 2005
Eickhoffs Fond 2006+2008
Beckettfonden 2007
Det Danske Institut i Athen + Legat 2007
BG-Fonden, Rom,2008
Foghts Fond 2008+Gerhard Hennings Legat
Udsmykning:
Aalborg Universitetscenter 1988
Censor på KS 1989

Litteratur:
Yan og O. Helmuth Frederiksen (red):
"God kunst gør rig hverdag", (u.å.)
H.P. Jensen: "Vråudstillingen 1942-1980"
Henning Jørgensen: "Kunst på AUC", 1994
Weilbach: "Dansk Kunstnerleksikon", 1997
Henning Jørgensen: "Pia Birkholm" 2006
Dansk Kunst 1984 og frem

Medlem af Kunstnersamfundet og BKF


At holde det variges realitet levende – Om Pia Birkholms billedverden

af Henning Jørgensen

 

Pia Birkholm ved det. I billedkunsten gælder det om at have lige stor respekt for synsoplevelsen, for stoffet og for håndværket. Der skal være ubrydelig balance mellem elementerne, for kun det kan bane vej for en helhed. Ingen kan vide nøjagtigt, hvad hun pønser på – ud over at dette se-menneske vil male et landskab, et portræt eller et gruppebillede. Og det er i sidste instans måden, det er gjort på, der skal få os til at stoppe op foran værket.

Gennem mange år har Pia Birkholm malet motiver, der ikke fornægter virkelighedens materialitet, og det har altid været gjort koloristisk bevidst. Hendes virke er uden svinkeærinder til kunsthistorien, filosofien, litteraturen eller andre ikke-billedkunstneriske elementer. Pia Birkholm er en billedkunstner, der vil være direkte og arbejde i det synliges felt. Det sker på en ligefrem og traditionsbevidst måde, hvor en djærv ekspressiv holdning, rytmisk summariske former og lysende farver er del af karakteristikken.

Ingen skal imidlertid tro, at hun kommer let til resultater. Et landskab byder sig for, og er man Pia Birkholm, er svaret en ny frisk farvemeddelelse. Før billedet lægges fast, må hun imidlertid beslutte sig til, hvordan forelskelsen i motivet skal forvaltes kunstnerisk. Sanselige relationer fordrer også samtaler – med maleriet, materialerne og de håndværksmæssige problemer. Det handler måske om et befolket landskab, men det drejer sig om oliefarver på lærred og farvernes indbyrdes samspil under en fast komposition. Motivet har ofte været køer og børn mellem stejle bakker, men hun udvider stadigt motivkredsen og får farvestoffet aflokket stedse nye forbindelser. Noget skal skrues fast, så der åbnes for et billedrum, der ikke er reducerbart. Som en frugt af billedets og penslens strid med stoffet bliver motivet omskabt og fastholdt i en ny og anden materialitet. Landskabsmalerens værk er både billede af noget og billede på noget, og kunsten udspringer af relationen herimellem. Virkeligheden i kunsten er jo kunstens virkelighed. Så kan billederne referere til Rom, Paris, Firenze eller Fjerritslev, lige så meget, de vil.

Det er et hele, der skal skabes, og rumme dette ene. Pia Birkholms afsæt er nok folk og fæ i det fri eller et urbant miljø, men hun svigter ikke stoffet og billedets krav til fordel for et motiv. Hun har tidligt som kunstner følt sig på én gang fri og forpligtet. Tidligere arbejdede hun meget direkte i naturen foran motivet, men realisering af dette er efterhånden blevet nok så meget atelierarbejde som friluftsmaleri. Den ægte følelse for motivet kræver en yderst disciplineret omgang med farver og former; og modning kræver tid. Fordybelse. Der kan ikke være snyd eller sentimentalitet på spil, for så bliver billedet til kitsch. Det har vi set nok af igennem historien - fra Casper David Friedrich til dagens dyrkere af banal følelsesfuldhed. Den gør billederne lige så anmasende ensidige som oppustede, for det afslører en udtalt mangel på egentlig følelse og evne til at underkaste sig billedets krav. Det kan komme an på det samme, for det er det ene, der er gjort til det hele: en bevidst og beregnende overdrivelse, der ender med at blive utroværdig i sin sentimentalitet. Så illuderes der i stedet for at repræsenteres, og det kan give nok så meget kvalme som den kærlige hilsen til syn og sanser, billedet vil give sig ud for at være.

Landskabsmalere er måske mere ydmyge over for kunstnergerningen, idet mange har lært ikke at gøre sig overlegne i forhold til farverne og maleriet. Karl Bovin (en af de bedste Corner-malere og samtidig en ”omvandrende naturkatastrofe”), talte om landskabsmalernes manér med at ”skære en aflang firkant ud af naturen”, hvormed han mente, at det at lukke landskabet ind i kunsten, også er at sætte øje, hånd, sind – kunsten – fri i landskabet. Der ligger masser af erfaringer bag Pia Birkholms gerne små ”aflange firkanter”, der rummer hendes verdenstolkning og forsøg på at celebrere eksistensen. Hvad enten det er olie på lærred eller farvekridt på papir, så er der materielt nærvær af elementer med en tiltaleform, der er energisk, kraftfuld og direkte. Det er ikke topografiske referater eller ”prospekter”, vi har foran os, men repræsentationer på en bemalet flade af set og syner hos kunstneren. I de senere billeder er udsynet fra hjemmet mod en gravhøj omplantet til en stejl ”Mont Sct. Victoire”-agtig landskabsformation, omkring hvilken narrative elementer bliver inddraget: samspillet mellem mennesker, dyr og dystre former. Der er gennem de senere år – nok via Pia Birkholms mange udlandsrejser til storbyer – kommet et stærkere spændingsfelt mellem den oprindelige natur og den kunstlede kultur, som nutidskunsten udspilles i. Kulissefornemmelsen er for hende også anderledes i det kunstspækkede Italien end i Han-Herred, hvor hun bor, men bestræbelsen er den samme. Det er gennem kulturelle kontaktlinser, vi ser naturen; og man oplever jo ikke kun med øjnene, men også med sindet. Herefter skal oplevelsen omsættes til færdigt værk, og det er her, kampen står. Igen: forholdet mellem virkelighed og billede må netop ikke spejlvendes, for så bliver det drømmebillede og forførende effektjageri, - ja, ikke sjældent kummerlig fiktion.

Der er næsten altid bevægelse, en aktiv billedrytme og temperamentsfuld penselføring i Pia Birkholms kunst. Hun går tæt på, skubber noget frem mod os – konfrontativt - så blikket har svært ved at komme udenom, samtidig med, at hun driver farverne op i stærke kontraster. Det er dynamiske værker med selvtematiserende motiver, vi står over for, uden at landskabets realitet er sat over styr. Pænhed er bandlyst, hvad der ikke er det samme som at fornægte skønheden. I de bedste billeder er der en fortættet og udtryksladet stemning, hvor farverne får lov til at gå i højlydt dialog med hinanden, og kunstneren prøver at give dem en lysende, ”juvelagtig” fremtoning. Hun er nutidens nordjyske farve-lyriker.

Der ligger en tradition bagved. Afprøvning af farvens og dermed planernes udtryksmuligheder har vi set herhjemme i en perlerække af koloristiske værker fra landskabsmalere som Dankvart Dreyer, Th. Philipsen, Albert Gottschalk, fynboerne, Edvard Weie, Erik Hoppe, Lauritz Hartz, Harald Leth og Poul Ekelund. Pia Birkholm har flere gange måttet se sig sammenlignet med de to sidste. Men det må kun opfattes som et kompliment, og selvstændighed er så sandelig ikke noget, der er ydre i forhold til hendes virke.

At arbejde trygt i traditionens favn er heller ikke at være bagudskuende eller usamtidig; det er at pånøde sig selv samvittighedsfuldhed og kvaler med stoffet. Det er at forvalte en arv, som Igor Stravinsky så rigtigt påpegede, idet han sammenlignede traditionen med ”en slægtsgård, en arv, man modtager på betingelse af, at man frugtbargør den, og lader den gå videre til sine efterkommere”. Svigter man traditionen, laver man netop plagiat. Tradition er ikke gentagelse, men at holde det variges realitet levende. Heri ligger Pia Birkholms hele bestræbelse; og hun ved, at det kun er ved at forny traditionen, man selv kan blive del af den. Det er et spørgsmål om både rødder og fødder. Der må være væsentlige udsagn og utilsløret tiltale i billederne som hilsener fra det, der var, til det, der kommer.

Hendes traditionsforbundne kunst kommer aldrig på kanten af kitsch; selv ikke, når temperamentet gør oliebilleder heftige og næsten eruptive. Farvekridttegninger ånder mere af bevægelig ro og balance i deres enkelhed og mindre motivopløste form. Det gør dem omvendt ikke mindre helstøbte og vægtige.

I den nordiske natur er alle farver repræsenteret, og Pia Birkholms farvevalg kan tilsvarende være bredt og stærkt. Der er bestemt ingen mådeholdenhed over for paletten, omend lysokker, kraplak, veronesegrøn, tre forskellige blå (ultramarin-, kobolt- og cølinblå) samt kromgul er hendes foretrukne grundfarver. Pia Birkholm går med næsten vellystig forslugenhed løs på farvestoffet, og søger gerne at give billederne stærk lyskraft, hvad der vel at mærke sker uden om jordfarvernes blide klange. Velsagtens derfor kan billeder også blive vanskeligere at holde sammen, så der må kæmpes med farver og stof. Lokalfarven interesserer hende ikke, og så kan det lige så godt ende med at være en blå løve, en grøn guddommelig romerstatue som en violet menneskeskikkelse, vi møder i billederne. Undertiden kan man føle en vis vemod eller smerte indlejret i de friske farver, andre gange jubler de lystigt sammen - mens vejen og vejtræerne i billedet lige tager et lille chassétrin. Det er et rigt sanseapparat og følelsesregister, der ligger bag malermeddelelserne. Men taktslag, rytme, form og farvetone er styret af en trænet kunstners hånd.

 www.piabirkholm-kunst.dk

 

Nørthorupvej 8, Hjortdal · 9690 Fjerritslev · tlf. 9821 7200 · piabirkholm@yahoo.dk