At holde det variges realitet levende – Om Pia Birkholms billedverden

af Henning Jørgensen

Pia Birkholm ved det. I billedkunsten gælder det om at have lige stor respekt for synsoplevelsen, for stoffet og for håndværket. Der skal være ubrydelig balance mellem elementerne, for kun det kan bane vej for en helhed. Ingen kan vide nøjagtigt, hvad hun pønser på – ud over at dette se-menneske vil male et landskab, et portræt eller et gruppebillede. Og det er i sidste instans måden, det er gjort på, der skal få os til at stoppe op foran værket.

Gennem mange år har Pia Birkholm malet motiver, der ikke fornægter virkelighedens materialitet, og det har altid været gjort koloristisk bevidst. Hendes virke er uden svinkeærinder til kunsthistorien, filosofien, litteraturen eller andre ikke-billedkunstneriske elementer. Pia Birkholm er en billedkunstner, der vil være direkte og arbejde i det synliges felt. Det sker på en ligefrem og traditionsbevidst måde, hvor en djærv ekspressiv holdning, rytmisk summariske former og lysende farver er del af karakteristikken.

Ingen skal imidlertid tro, at hun kommer let til resultater. Et landskab byder sig for, og er man Pia Birkholm, er svaret en ny frisk farvemeddelelse. Før billedet lægges fast, må hun imidlertid beslutte sig til, hvordan forelskelsen i motivet skal forvaltes kunstnerisk. Sanselige relationer fordrer også samtaler – med maleriet, materialerne og de håndværksmæssige problemer. Det handler måske om et befolket landskab, men det drejer sig om oliefarver på lærred og farvernes indbyrdes samspil under en fast komposition. Motivet har ofte været køer og børn mellem stejle bakker, men hun udvider stadigt motivkredsen og får farvestoffet aflokket stedse nye forbindelser. Noget skal skrues fast, så der åbnes for et billedrum, der ikke er reducerbart. Som en frugt af billedets og penslens strid med stoffet bliver motivet omskabt og fastholdt i en ny og anden materialitet. Landskabsmalerens værk er både billede af noget og billede på noget, og kunsten udspringer af relationen herimellem. Virkeligheden i kunsten er jo kunstens virkelighed. Så kan billederne referere til Rom, Paris, Firenze eller Fjerritslev, lige så meget, de vil.

Det er et hele, der skal skabes, og rumme dette ene. Pia Birkholms afsæt er nok folk og fæ i det fri eller et urbant miljø, men hun svigter ikke stoffet og billedets krav til fordel for et motiv. Hun har tidligt som kunstner følt sig på én gang fri og forpligtet. Tidligere arbejdede hun meget direkte i naturen foran motivet, men realisering af dette er efterhånden blevet nok så meget atelierarbejde som friluftsmaleri. Den ægte følelse for motivet kræver en yderst disciplineret omgang med farver og former; og modning kræver tid. Fordybelse. Der kan ikke være snyd eller sentimentalitet på spil, for så bliver billedet til kitsch. Det har vi set nok af igennem historien - fra Casper David Friedrich til dagens dyrkere af banal følelsesfuldhed. Den gør billederne lige så anmasende ensidige som oppustede, for det afslører en udtalt mangel på egentlig følelse og evne til at underkaste sig billedets krav. Det kan komme an på det samme, for det er det ene, der er gjort til det hele: en bevidst og beregnende overdrivelse, der ender med at blive utroværdig i sin sentimentalitet. Så illuderes der i stedet for at repræsenteres, og det kan give nok så meget kvalme som den kærlige hilsen til syn og sanser, billedet vil give sig ud for at være.

Landskabsmalere er måske mere ydmyge over for kunstnergerningen, idet mange har lært ikke at gøre sig overlegne i forhold til farverne og maleriet. Karl Bovin (en af de bedste Corner-malere og samtidig en ”omvandrende naturkatastrofe”), talte om landskabsmalernes manér med at ”skære en aflang firkant ud af naturen”, hvormed han mente, at det at lukke landskabet ind i kunsten, også er at sætte øje, hånd, sind – kunsten – fri i landskabet. Der ligger masser af erfaringer bag Pia Birkholms gerne små ”aflange firkanter”, der rummer hendes verdenstolkning og forsøg på at celebrere eksistensen. Hvad enten det er olie på lærred eller farvekridt på papir, så er der materielt nærvær af elementer med en tiltaleform, der er energisk, kraftfuld og direkte. Det er ikke topografiske referater eller ”prospekter”, vi har foran os, men repræsentationer på en bemalet flade af set og syner hos kunstneren. I de senere billeder er udsynet fra hjemmet mod en gravhøj omplantet til en stejl ”Mont Sct. Victoire”-agtig landskabsformation, omkring hvilken narrative elementer bliver inddraget: samspillet mellem mennesker, dyr og dystre former. Der er gennem de senere år – nok via Pia Birkholms mange udlandsrejser til storbyer – kommet et stærkere spændingsfelt mellem den oprindelige natur og den kunstlede kultur, som nutidskunsten udspilles i. Kulissefornemmelsen er for hende også anderledes i det kunstspækkede Italien end i Han-Herred, hvor hun bor, men bestræbelsen er den samme. Det er gennem kulturelle kontaktlinser, vi ser naturen; og man oplever jo ikke kun med øjnene, men også med sindet. Herefter skal oplevelsen omsættes til færdigt værk, og det er her, kampen står. Igen: forholdet mellem virkelighed og billede må netop ikke spejlvendes, for så bliver det drømmebillede og forførende effektjageri, - ja, ikke sjældent kummerlig fiktion.

Der er næsten altid bevægelse, en aktiv billedrytme og temperamentsfuld penselføring i Pia Birkholms kunst. Hun går tæt på, skubber noget frem mod os – konfrontativt - så blikket har svært ved at komme udenom, samtidig med, at hun driver farverne op i stærke kontraster. Det er dynamiske værker med selvtematiserende motiver, vi står over for, uden at landskabets realitet er sat over styr. Pænhed er bandlyst, hvad der ikke er det samme som at fornægte skønheden. I de bedste billeder er der en fortættet og udtryksladet stemning, hvor farverne får lov til at gå i højlydt dialog med hinanden, og kunstneren prøver at give dem en lysende, ”juvelagtig” fremtoning. Hun er nutidens nordjyske farve-lyriker.

Der ligger en tradition bagved. Afprøvning af farvens og dermed planernes udtryksmuligheder har vi set herhjemme i en perlerække af koloristiske værker fra landskabsmalere som Dankvart Dreyer, Th. Philipsen, Albert Gottschalk, fynboerne, Edvard Weie, Erik Hoppe, Lauritz Hartz, Harald Leth og Poul Ekelund. Pia Birkholm har flere gange måttet se sig sammenlignet med de to sidste. Men det må kun opfattes som et kompliment, og selvstændighed er så sandelig ikke noget, der er ydre i forhold til hendes virke.

At arbejde trygt i traditionens favn er heller ikke at være bagudskuende eller usamtidig; det er at pånøde sig selv samvittighedsfuldhed og kvaler med stoffet. Det er at forvalte en arv, som Igor Stravinsky så rigtigt påpegede, idet han sammenlignede traditionen med ”en slægtsgård, en arv, man modtager på betingelse af, at man frugtbargør den, og lader den gå videre til sine efterkommere”. Svigter man traditionen, laver man netop plagiat. Tradition er ikke gentagelse, men at holde det variges realitet levende. Heri ligger Pia Birkholms hele bestræbelse; og hun ved, at det kun er ved at forny traditionen, man selv kan blive del af den. Det er et spørgsmål om både rødder og fødder. Der må være væsentlige udsagn og utilsløret tiltale i billederne som hilsener fra det, der var, til det, der kommer.

Hendes traditionsforbundne kunst kommer aldrig på kanten af kitsch; selv ikke, når temperamentet gør oliebilleder heftige og næsten eruptive. Farvekridttegninger ånder mere af bevægelig ro og balance i deres enkelhed og mindre motivopløste form. Det gør dem omvendt ikke mindre helstøbte og vægtige.

I den nordiske natur er alle farver repræsenteret, og Pia Birkholms farvevalg kan tilsvarende være bredt og stærkt. Der er bestemt ingen mådeholdenhed over for paletten, omend lysokker, kraplak, veronesegrøn, tre forskellige blå (ultramarin-, kobolt- og cølinblå) samt kromgul er hendes foretrukne grundfarver. Pia Birkholm går med næsten vellystig forslugenhed løs på farvestoffet, og søger gerne at give billederne stærk lyskraft, hvad der vel at mærke sker uden om jordfarvernes blide klange. Velsagtens derfor kan billeder også blive vanskeligere at holde sammen, så der må kæmpes med farver og stof. Lokalfarven interesserer hende ikke, og så kan det lige så godt ende med at være en blå løve, en grøn guddommelig romerstatue som en violet menneskeskikkelse, vi møder i billederne. Undertiden kan man føle en vis vemod eller smerte indlejret i de friske farver, andre gange jubler de lystigt sammen - mens vejen og vejtræerne i billedet lige tager et lille chassétrin. Det er et rigt sanseapparat og følelsesregister, der ligger bag malermeddelelserne. Men taktslag, rytme, form og farvetone er styret af en trænet kunstners hånd.